Ønskeliste
Ønskeliste over kommende detektorfund
Jeg skal ikke klage, over de fund jeg hidtil har gjort. Men det forhindrer mig ikke i at drømme om spændende nye fund. Og hvad kunne det så være sjovt at finde, som jeg ikke allerede har prøvet at finde?
Det Tredje Guldhorn
Det kunne være sjovt at finde en mønt af guld. Eller en ring. Eller et horn. Jeg har aldrig fundet noget som helst der er lavet af guld. Guld hænger jo ikke på træerne, men håbet har man jo lov at ha´.
Guld er dog ikke så nemt at finde. For det første er det sjældent. For det andet passer folk godt på deres guld. For det tredje giver guld ikke noget fantastisk signal på en metaldetektor, specielt ikke mindre guldsager. Jeg har skam øvet mig. Fruens guldsager har været ude på græsplænen og jeg fandt vist nok det hele igen.
En mønt fra 1588-1648
Det kunne være sjovt at finde en mønt fra Christian IVs tid. Han var jo konge i 60 år, så der burde være en chance, selv om det er længe siden. Jeg har dog aldrig fundet en mønt fra 1600-tallet, så det kunne i det hele taget være sjovt at prøve. Gerne en lille sølvmønt, de holder sig jo så godt.
En fibula
Mange af mine detektorkolleger graver den ene fibula op efter den anden. Tit er de relativt store, i hvert fald i forhold til en mønt, så de burde da være svære at gå forbi, på en god dag. Sådan nogle må der også ligge i Nr. Vissing og omegn. Det er (næsten) sikkert og vist.
Et Nazi-emblem
Det kunne være sjovt at finde noget fra 2. Verdenskrig. Fx. et millitært emblem, en medalje, en hjelm eller en mønt. Det er jo ikke så gamle sager, men det et til gengæld enormt interessant.
Et bronzealdersmykke
Ja, ja. Jeg skal ikke klage over de 2 finde bronzeøkser, men det kunne være sjovt at udvide “samlingen” med et smykke. Hvis det kunne være af guld, ville det jo være 2 fluer med ét smæk.




